Er du heller ikke så rund og flink som din AI-mailassistent?

Læs artiklen under billederne

Er du heller ikke så rund og flink som din AI-mailassistent?

Af Gry Salling Larsen


AI kan gøre dine mails hurtigere, venligere og mere professionelle. Det er en gave. Men hvis den samtidig gør dig varmere, mere begejstret og mere serviceminded, end du er i virkeligheden, kan den komme til at redigere noget vigtigt væk: dig. For ledere kan den ovenikøbet glatte noget af autoriteten ud. Den interessante mulighed er en anden: Brug AI til konsekvent at være den bedste mail-version af dig selv.


Forleden skulle jeg mødes med en topleder, jeg kendte af omtale, men aldrig havde mødt. Jeg havde hørt, at han var klog, skarp, lidt utålmodig, direkte og hurtig på aftrækkeren. Ikke nødvendigvis typen, der pakker sine budskaber ind i ret meget sproglig vat.

Inden mødet havde vi mailet lidt sammen, og jeg nåede faktisk at tænke: Nå. Han er da meget rundere, end jeg havde fået fortalt. Mailene var venlige, imødekommende og havde den efterhånden ret genkendelige professionelle kundeservice tone.

Så mødte jeg ham. Og dér var han. Præcis som beskrevet. Klog, skarp, direkte og hurtig. Ikke spor uhøflig. Bare kontant, effektiv og uden ret meget venlighedspolstring. Faktisk kunne jeg rigtig godt lide hans måde at kommunikere på. Han lyttede, sorterede information hurtigt, stillede præcise spørgsmål og gjorde det tydeligt, hvad han fandt interessant, og hvad han ikke gjorde.

Han behøvede ikke demonstrere sin autoritet. Den lå i måden, han kommunikerede på.

Efter mødet sendte jeg en kort opfølgning - menneskeligt genereret, skulle jeg måske tilføje. Tak for mødet, et par ord om, hvad vi havde fået ud af samtalen, og hvad vi nu ville arbejde videre med.

Så kom svaret.

Suuupervenligt. Meget imødekommende. Og med en tak, der var sådan et lille my større end det, vi faktisk havde aftalt at levere.

Jeg skraldgrinede. Fru Kundeservice-AI var tydeligvis tilbage ved tastaturet.

Og hun havde ikke bare gjort ham rundere. Hun havde glattet noget af toplederen ud.

Den havde sandsynligvis gjort præcis det, den var blevet bedt om: at gøre kommunikationen mere professionel, venlig og imødekommende. Men i processen var noget andet forsvundet: autenticiteten - hans tempo, direktehed, vurderinger og noget af den autoritet, der var så tydelig, da jeg sad over for ham.

Faktisk havde hans mails givet mig et mindre præcist billede af den person, jeg skulle møde – information jeg kunne have brugt til at være bedre forberedt.

Det er et lille eksempel på et større spørgsmål:

Når AI kommunikerer på vores vegne, hvem får den os så til at lyde som?

Corporate kundeservice tone of voice kan koste autoritet

Autoritet i professionel kommunikation ligger sjældent i store ord eller formelle titler. Den ligger ofte i noget mere subtilt: evnen til at prioritere, vurdere, vælge fra og være præcis uden at polstre ethvert budskab med social vat.

En topleder behøver ikke skrive:

"Tusind tak for et virkelig inspirerende møde og jeres meget spændende input. Jeg ser meget frem til det videre samarbejde."

Han kan skrive:

"Tak for mødet. I ramte noget interessant omkring X. Det er især Y, jeg synes, I skal arbejde videre med. Send mig jeres bud, når I er klar."

Den anden mail er ikke mindre ordentlig. Men jeg får noget fra ham. En vurdering. En prioritering. Et lille glimt af den faglige skarphed, der gør ham værd at lytte til.

Tone er ikke bare kosmetik. Tone kommunikerer også position.

Det betyder ikke, at topledere skal skrive koldt eller kort for korthedens skyld. Autoritet er ikke det samme som distance, og varme er ikke det modsatte af lederskab. En varm leder skal selvfølgelig lyde varm.

Pointen er, at AI ikke skal lægge varme, begejstring og imødekommenhed ovenpå som et standardfilter, hvis det ændrer den person, den skriver på vegne af.

Mails er mikromøder

Der er ellers god grund til at invitere AI ind i indbakken. Blandt Microsofts tidlige Copilot-brugere sagde 64 procent af de regelmæssige Outlook-brugere, at Copilot reducerede den tid, de brugte på at håndtere mails.

Og forskning peger på, at AI faktisk kan være et effektivt kommunikationsværktøj. Et studie publiceret i iScience i 2025 med i alt 1.637 deltagere fandt, at mennesker med AI-assistance producerede tillidsskabende beskeder hurtigere uden at skabe mindre tillid end dem, der skrev alene. De AI-assisterede beskeder var samtidig sprogligt varmere – men en smule mindre autentiske.

Det er spændingsfeltet, jeg finder interessant.

For selvfølgelig skal vi tage imod produktivitetsgevinsten.

Men professionel kommunikation har en funktion, vi let overser, når vi betragter mail som administrativ friktion:

Den gør os kendte for hinanden.

  • "Tak. Jeg kigger på det."

  • "Jeg er ikke helt overbevist om punkt 2."

  • "Ring til mig. Det er nemmere."

  • "Super. Lad os gøre det."

Det er små exchanges. Men de er også mikromøder mellem mennesker.

Hver gang vi skriver sammen, lærer jeg lidt om dig. Om du er hurtig eller grundig. Kontant eller diplomatisk. Om du tænker højt eller først svarer, når konklusionen er klar. Om du har humor. Hvordan du siger nej. Og om et "det ser interessant ud" fra dig betyder meget interessant eller bare jeg har læst din mail.

Efterhånden lærer jeg at afkode dig.

Det er relationsopbygning i meget små doser. Og mange af vores vigtigste professionelle relationer består netop af 50, 100 eller 500 af den slags små møder over tid.

Så spørgsmålet er ikke bare, om AI kan skrive en bedre mail. Det kan den ofte. Spørgsmålet er, om den bedre mail stadig giver mig mulighed for at lære dig at kende.

AI er en fremragende social kamæleon

Generativ AI er vanvittigt god til sociale koder. Skriver jeg varmt, kan den svare varmt. Er jeg begejstret, kan den matche min begejstring. Takker jeg meget, finder den gerne noget at takke tilbage for. Det er imponerende. Men du behøver ikke være en social kamæleon, bare fordi din AI er god til det.

Jeg kan skrive ti linjer, og du kan svare med tre. Jeg kan bruge tre udråbstegn og en emoji, mens dit naturlige svar er: "Fint. Det gør vi."

AI må meget gerne forstå modtageren. Men den skal være tro mod afsenderen.

Personlig kommunikation er nemlig ikke det samme som varm kommunikation. Personlig betyder, at kommunikationen bærer præg af en person.

Den person må gerne være varm og ekspressiv. Men hun må også gerne være analytisk, tør, introvert, kontant eller underspillet.

Nogle mennesker skriver "Fantastisk!". Andre ville hellere spise deres tastatur. Det er ikke sproglig støj, AI skal rense væk. Det er afsenderinformation.

Et præregistreret studie fra 2026 med 547 deltagere peger samtidig på en mulig pris ved AI-mediering: AI-assisteret og AI-genereret kommunikation blev under studiets betingelser vurderet som mindre autentisk og troværdig end menneskeskrevet kommunikation.

Det betyder ikke, at mennesker hader AI-mails. Forskningen er ung og undersøger forskellige typer kommunikation. Tværtimod viser andre studier, at AI kan hjælpe os med at kommunikere både hurtigere og effektivt tillidsskabende.

Det interessante spørgsmål er derfor ikke, om AI er godt eller dårligt.

Det er: Kan vi få AI's effektivitet, sproglige kvalitet og sociale intelligens uden at outsource vores egen stemme?

Lad være med at prompte dig til at være Obama

Jeg mener, vi skal styrke autenciteten med AI. Men så skal vi også modstå en anden fristelse:

  • Skriv det mere som Obama.
  • Giv mig Steve Jobs' skarphed.
  • Gør mig mere karismatisk.
  • Gør mig mere executive.

Lad være. Obama har allerede været Obama. Steve Jobs klarede også Steve Jobs-positionen ganske glimrende. Hvis du vil opbygge professionel troværdighed, er det langt mere interessant at blive en tydeligere version af dig selv end en vellykket imitation af en anden.

  • Find den bedste professionelle version af dig. Og du behøver sandsynligvis ikke opfinde den. Den ligger allerede i Sent.
  • Find 15–20 mails, du selv har skrevet. En hurtig tilbagemelding. Et nej. En vanskelig besked. En begejstret mail. En faglig diskussion. En opfølgning efter et møde.
  • Find især dem, hvor du tænker: Ja. Det dér er faktisk mig på en god dag. Det er dit råmateriale til en Voice Profile.

Hvordan kommer du til pointen? Hvordan argumenterer du? Hvordan siger du nej? Hvordan viser du varme? Hvor meget forklarer du? Hvordan bruger du humor? Hvor direkte er du? Og – særligt interessant for ledere – hvordan udøver du autoritet gennem sproget?

Og mindst lige så vigtigt: Hvad ville du aldrig skrive?

Hvis du aldrig ville sige "Tusind tak for din fantastiske besked", skal din AI heller ikke gøre det. Hvis et ganske almindeligt møde ikke var "inspirerende", behøver det ikke blive det. Og hvis du er et menneske, der siger "Tak. Det gør vi", skal AI ikke omskrive dig til tre afsnit om, hvor meget du værdsætter den konstruktive dialog og glæder dig til den spændende videre rejse sammen.

En god Voice Profile skal definere begge dele: Sådan skriver jeg. Og sådan skriver jeg ikke.

Den gode dig

Det betyder ikke, at AI skal fastholde alle dine dårlige skrivevaner i autenticitetens navn. Tværtimod. Det er her, AI for alvor bliver interessant. Den kan hjælpe dig med at være den bedste mailversion af dig. Ikke dig klokken 17.42 efter seks møder, hvor du kommer til at lyde mere brysk, end du mener. Ikke dig, når argumentet er krystalklart inde i hovedet, men mindre klart på skrift. Ikke dig, når seks afsnit burde have været tre.

Den gode dig.

Lad AI rette. Skære. Udfordre. Strukturere. Opdage utilsigtet hårdhed. Gøre argumentet klarere. Hjælpe dig med at finde den formulering, du selv ville have fundet, hvis du havde haft 20 minutter i stedet for tre.

Brug AI som redaktør – ikke som stand-in. Og brug en meget lavteknologisk kvalitetstest, før du trykker Send:

Ville jeg faktisk sige det her til personen, hvis vi stod over for hinanden?

Hvem taler – virksomheden eller dig?

For ledere kommer der endnu et lag ovenpå. Virksomheder har brugt årtier på Corporate Identity og Tone of Voice. Med AI kan virksomhedens stemme nu skaleres helt ud i den enkelte medarbejders daglige kommunikation.

Det er en stærk mulighed. Men er det altid virksomheden, der skal tale?

Hvis mennesker arbejder med dig, fordi de værdsætter din faglighed, dømmekraft, ledelse eller idéer, er din personlige stemme ikke nødvendigvis en forstyrrelse af virksomhedens brand.

Den kan være en del af værdien.

Derfor tror jeg, vi får brug for en mere sofistikeret forståelse af Tone of Voice i AI-tiden. AI skal kunne forstå virksomhedens stemme, din professionelle rolle og din personlige stemme og hjælpe dig med at skifte gear uden at skifte mennesket

Det gælder ikke mindst thought leaders. Thought leadership bliver ofte behandlet som et content problem: Hvad skal jeg poste? Hvilke emner skal jeg eje? Hvilken artikel skal jeg skrive?

Men hvis du sender 20, 30 eller 50 professionelle mails om ugen, kommunikerer du allerede med mennesker, hvis opfattelse af dig betyder noget. Det betyder ikke, at hver mail skal være en lille kronik. Please don't. Men din faglige dømmekraft må gerne slippe ud.

Det er thought leadership i mikroformat.

Spar tid. Spar ikke på dig selv.

Vi taler meget om AI literacy: prompting, kvalitetssikring, datasikkerhed og ansvarlig anvendelse.

Jeg tror, vi mangler en disciplin: Vi skal ikke kun lære mennesker at bruge AI. Vi skal lære at lære AI, hvem den taler på vegne af.

For den store mulighed ved AI-assisteret kommunikation er ikke, at maskinen kan gøre os alle sammen lige professionelle, lige venlige og lige velformulerede. Det er, at den kan hjælpe os med at vise vores gode jeg lidt oftere.

Vores faglighed. Vores dømmekraft. Vores humor. Vores generøsitet. Vores autoritet. Vores særlige måde at se verden på. For de små exchanges i indbakken er ikke bare administrativt fyld, der skal ekspederes hurtigst muligt. De er små muligheder for at starte og vedligeholde autentiske professionelle relationer.

Så brug AI. Lad den spare dig for tiden. Men giv den noget langt bedre at arbejde med end: "Gør mig professionel, venlig og imødekommende."

Giv den dig.

Og lad den hjælpe dig med - også på en travl tirsdag mellem to møder – at være den bedste professionelle version af dig selv.

Spar tid. Spar ikke på dig selv.

Jeg er altid klar på en uformel snak om din personlige kommunikation

Kontakt mig på grysalling@yinto.dk